det er noget mærkeligt noget.. man savner jo nogen fordi man holder af og gerne ville være sammen med dem. altså kan man sammenligne savn med en slags kærlighedsfølelse. en glad og posetiv følelse. hvorfor er det så at der gør så fandens ondt at savne? for mig er det bestemt ikke nogen rar fornemmelse at savne nogen! desværre er det noget der fylder min hverdag utrolig meget. man kan sige at det jo er dejligt at jeg har så mange fantatiske mennesker i mit liv som jeg kan savne, og det er det bestemt også. men kan det virkelig være rigtigt at man skal leve i mere eller mindre konstant savn? jeg synes altid at der er nogen jeg savner og ofte er det fuldstændigt ubæreligt! man kan hungre helt efter at se nogen! føle at det kun er den ene person som kan 'rede' en. man har et helt unatuligt behov for at snakke med personen, grine, ja bare at være sammen med! behovet kan kun blive stillet hvis man ser personen og siden man savner personen er det tit fordi de ikke er i ens hverdag ergo ser man dem ikke så tit og kan derfor ikke få stillet behovet. det er en ond cirkel.. og det er jo ikke kun personer man kan savne. nejnej så kan man savne steder, tider, lugte, ting, at gøre det man elsker. som mig for eksempel: hvert sekund jeg ikke står på scenen savner jeg det!! men savn hører jo bare som så mange andre ting med til det at være menneske. det er bare noget man må deale med så godt man nu kan og så netop glæde sig over at man har sådan et indholdsrigt liv fyldt med så mange fantastiske mennesker!
